Er det lovpligtigt at køre på vinterdæk?
I Danmark er det ikke lovpligtigt at køre med vinterdæk, men som navnet angiver, så er vinterdæk lavet til at kunne klare de kolde temperaturer og det barske vejr med sne og isglatte veje. Dækpartner anbefaler derfor at skifte til vinterdæk, når temperaturen falder til 7°.
Især hvis du skal køre uden for Danmarks grænser, så er det en god idé at skifte til vinterdæk. For selvom det ikke er lovpligtigt at køre på vinterdæk i vintermånederne i Danmark, så er det lovpligtigt i flere europæiske lande. Hvis du skal på kør-selv-ferie har vi samlet en nem oversigt med regler for vinterdæk til dig, så du kan køre på ferie med god dæksamvittighed.
Regler for vinterdæk i Europa
Tyskland
- Det er lovpligtigt at køre med vinterdæk eller helårsdæk, når det er vinterføre i Tyskland. Vinterføre kategoriseres som snedækkede veje, isglatte veje, sjap, frost eller når vejen er våd og temperaturen er omkring 0°.
- Kører du på vinterdæk, skal de monteres på alle hjul og have en minimumsdybde på 3 mm. Der er ikke et særligt krav for vinterdæk på en anhænger, men det anbefales.
- Dækkene skal være mærket med M+S og snefnugsymbol, hvis dækket er produceret efter 1. januar 2018.
- Det er ikke tilladt at køre med pigdæk i Tyskland.
- Det er tilladt at køre med snekæder. Det vil være skiltet, hvis snekæder er påkrævet. Du skal dog være opmærksom på, at fartgrænsen er 50 km/t med snekæder.
Sverige
- Det er lovpligtigt at køre på vinterdæk fra den 1. december til den 31. marts i Sverige.
- Kører du på vinterdæk, skal de monteres på alle hjul og have en minimumsdybde på 3 mm.
- Dækkene skal være mærket med M+S og snefnugsymbol.
- Det er tilladt at køre med pigdæk i Sverige fra den 1. oktober til den 15. april uanset vejr- og vejforhold.
- Snekæder er ikke lovpligtigt, men kan benyttes hvis vejr- og vejforhold kræver det.
Norge
- Det er ikke lovpligtigt at køre med vinterdæk på bilen i Norge.
- Kører du på vinterdæk, skal de monteres på alle hjul og have en minimumsdybde på 3 mm.
- Kører du på sommerdæk, skal de have en minimumsdybde på 3 mm. Desuden skal der monteres snekæder, hvis der er sne eller is på vejen.
- Det er tilladt at køre med pigdæk fra den 1. november til første søndag efter påske. I Nordland, Troms og Finnmark er det dog tilladt at køre med pigdæk fra den 15. oktober. Kører du med pigdæk, skal det være monteret på alle fire hjul. Du skal dog være opmærksom på, at kommuner som Bergen, Oslo og Trondheim har indført en afgift for køretøjer, der kører med pigdæk.
- Vejer bilen 3500 kg eller mere, så skal der uanset vejrforholdet medbringes snekæder.
Østrig
- Det er lovpligtigt at køre med vinterdæk i Østrig fra den 1. november til den 15. april.
- Dækmønstrets dybde skal være på minimum 4 mm.
- Ansvaret for bilens vinterudstyr påhviler føreren – dette gælder også for lejebiler.
- Der skal være monteret vinterdæk på alle fire hjul og alle dæk skal være mærket med M+S eller 3PMFS.
- Pigdæk er tilladt fra den 1. oktober til den 31. maj på køretøjer, der vejer under 3500 kg. Kører du med pigdæk, skal der være monteret pigdæk på alle fire hjul og anhængeren, hvis du kører med sådan en.
- Fartgrænsen er 100 km/t på motorvej og 80 km/t på landevej med pigdæk. Derudover skal du indikere, at du kører med pigdæk med et “pigdækmarkat” i bagruden. Denne kan købes hos FDMs søsterklub ÖAMTC eller på tankstationer.
- Det er en god idé at have snekæder i bagagerummet, da de skal anvendes, når skiltningen indikerer det. Derudover er fartgrænsen med snekæder 50 km/t.
- Du skal være opmærksom på, at der er vejafgift, når du kører på motorvejene i Østrig. Det kræver en ‘Vignette’, der klistres i forruden. Her kan du købe din Vignette.
Frankrig
- Det er som udgangspunkt ikke lovpligtigt at køre med vinterdæk i Frankrig, men særligt bjergområderne har krav om vinterdæk, snekæder eller pigdæk. Her er det lovpligtigt at køre på vinterdæk, snekæder og pigdæk.
- I de områder, hvor vinterdæk er lovpligtige, skal dækkene være markeret med M+S og snefnugsymbol.
- I enkelte byer er der indført miljøzoner, der kræver, at din bil lever op til kravene om brændstofforbruget og udledningen af Co2 og andre gasser. Det betyder, at du kan få et kørselsforbud, hvis du ikke har et miljøklistermærke til bilen. Her kan du bestille det krævede miljøklistermærke.
- Det er en god idé at have snekæder i bagagerummet, da de skal anvendes, når skiltningen indikerer det. Derudover er fartgrænsen med snekæder 50 km/t.
- Dækmønstrets dybde skal være på minimum 3,5 mm.
- I Frankrig er det tilladt at køre med pigdæk fra lørdagen før den 1. november til sidste søndag i marts, hvis bilen vejer under 3500 kg. Med pigdæk er fartgrænsen 90 km/t.
Italien
- Det er som udgangspunkt ikke lovpligtigt at køre med vinterdæk i Italien, men enkelte regioner og kommuner har indført lovkrav om enten vinterdæk eller snekæder. Bl.a. har Aostadalen indført lovgivning om, at bilen enten skal være udstyret med vinterdæk eller også skal du medbringe snekæder fra den 15. oktober til den 15. april.
- Ved skiltning accepteres både vinterdæk og snekæder. Dog er fartgrænsen med snekæder 50 km/t.
- Særligt skidestinationer er der lovkrav om vinterdæk eller snekæder indtil den 15. april: Monterosa (Gressoney, Champoluc og Alagna) og Cervina.
- Flere steder er der indført miljøzoner, der betyder, at du kan få et kørselsforbud, hvis du ikke har et miljøklistermærke til bilen. Her kan du læse mere om miljøzonerne og bestille det krævede miljøklistermærke.
- I Italien er pigdæk tilladt fra den 15. november til den 15. marts, hvis køretøjet vejer under 3500 kg. Dog skal alle hjul og en eventuel anhænger være udstyret med pigdæk. Du skal også være opmærksom på, at fartgrænsen er 120 km/t på motorvejen og 90 km/t på landevej.