Skip to main content

Breakdownservice

Forfatter: Frederik Møllegaard

Sådan gør du klar til kør-selv-ferien

Vi har samlet 5 tips til hvordan du får en gnidningsfri kør-selv-ferie

Uanset hvor din kør-selv-ferie går hen, er det vigtigt at have styr på bilen. Kør-selv-ferien er både en billig og fleksibel måde at rejse på – men det giver også en helt særlig følelse af frihed at køre ud i det blå. Hvorfor spolere dén følelse med dumme bekymringer og nedbrud, der sandsynligvis kunne være undgået?

Så kig med herunder, så kan du give din bil et hurtigt ferietjek, ind du og familien drager afsted.

1. Tjek olien

Olien er et smøremiddel til din motor. Hvis din motor ikke smøres, brænder den sammen. Og en ny motor – dét koster knaster. Det anbefales, at olien tjekkes hver 1.000-2.000 kilometer.

Sådan gør du:
Lad bilen stå stille i 10-15 minutter for en mere nøjagtig måling. Stik oliepinden ned i olietanken og aflæs om olieniveauet er mellem min. og max. på pinden. Hvis den er under min., skal du fylde olie på.

2. Tjek dine dæk

Bilens dæk er det eneste kontaktpunkt mellem dig og vejen – de skal derfor altid være i orden og klar til at håndtere forskellige slags vejr- og vejforhold.

Sådan gør du:
Start med at tjekke dækmønsterets dybde. Vi anbefaler, at dybden som minimum skal være 3 mm. Hvis bilens dæk er ved at være slidt ned til den maksimale slidgrænse ved feriens start, er der risiko for at sliddet har nået en kritisk grænse ved feriens afslutning.

Dernæst skal du tjekke dæktrykket. For de fleste biler anbefales det at køre med et dæktryk mellem 2,5-3,0 bar. På dørstolpen i førersiden kan du typisk tjekke, hvad der er det rigtige dæktryk for din bil. Vær opmærksom på at dæktrykket skal være højere ved en feriepakket bil. Brug en dæktryksmåler, som du finder på tankstationer. Har din bil indbygget TPMS, vil systemet varsle dig om eventuelt fald i dæktryk.

3. Tjek lyset

Det er vigtigt for sikkerheden i trafikken, at du kan se hvor du kører og at andre kan se dig.

Sådan gør du:
Gå en tur rundt om din bil og tjek om alle dine lygter virker. Hav evt. et ekstra sæt pærer med i bilen.

4. Tjek viskerne

Endnu engang vil vi gerne slå et slag for vigtigheden i, at du kan se hvor du kører. Viskerbladene skal kunne viske insekter, støv og regn af ruden. Både sommer og vinter kan være hårde ved viskerne, så tjek jævnligt om dine viskerblade stadig løser opgaven.

Sådan gør du:
Tjek at viskerens gummi ikke er hårdt og ved at gå fra hinanden. Hvis det er meget hærdet, kan du nemt selv skifte viskerne. Sæt dine viskere i servicestilling, fjern det gamle viskerblad, mens du holder godt fat i viskerarmen. Montér på samme måde det nye viskerblad.

5. Tjek sprinklervæsken

Så du kan rense ruden under kørsel.

Sådan gør du:
Køb en sprinklervæske, der passer til årstiden, og fyld den i sprinklervæske tanken i motorrummet.

Bonustip: Puds ruden både inde og ude, da trafikfilm på indersiden af ruden kan genere dit udsyn i modlys, hvis den er fedtet.

 

Er du i tvivl om din bils stand?

Hvis du skal ud på en længere tur, og er i tvivl om din bils stand, er det en god idé også at få tjekket:

  • Bremser
  • Kølesystem
  • Oliefilter
  • Airconditionanlæg

Få et serviceeftersyn

Hvad skal du være opmærksom på, når du køber dæk til din elbil?

13.12.23| Elbilen har kronede dage og det ses både i bilsalget og på de danske veje. Men med fremgangen af elbilsalget, så vokser diskussionerne om dækslid og miljøbelastning ligeledes. For ifølge undersøgelser, er der en bagside af medaljen, når det kommer til dækøkonomien.

Elbildæk slides ca. 20 pct. hurtigere end dæk til benzinbiler – sådan lyder en ny undersøgelse foretaget af Michelin. Det betyder at elbilen kører 12.000 km kortere på dæk, med en forventet levetid på 50.000 km. Hvad skyldes det øgede slid på dækkene? Og kan du som elbilejer forebygge dækslid ved at være bevidst om hvilke dæk du skal købe?

Elbildæk skal løse andre opgaver 
– En elbil kan fint køre på almindelige premiumdæk, men det vil gå ud over holdbarheden på dækkene, fordi de ikke er bygget til at overføre elbilens mange kræfter, siger Søren Bjørn fra Pirelli.

Elbildækket er med sin gummiblanding, mønsterriller og indbyggede teknologier, designet til at løse andre opgaver. Dækkene spiller en mere aktiv rolle for bilens performance, og derfor er det vigtigt at dækket passer til bilen, siger Søren Bjørn.

– Når der decelereres, bruger elbilen dækkene i stedet for bremserne, til at overføre kræfterne. Når speederen slippes, lades strømmen ind på batteriet igen, ved at bruge den energi, som dækkene genererer, til at tage farten af bilen, fortæller han.

Et skridt på vejen til et kvalificeret dækvalg, er altså at aflæse dækmærkningen. Her fremgår det hvilket specifikke bilmærke dækket er udviklet til – hvad der hos Pirelli kaldes Perfect fit og til elbiler hedder mærkningen Elect.

Aflæs dækmærkningen 
El- og hybridbiler forventes at blive den vigtigste trend i bilindustrien i løbet af de næste år. Deres tekniske opbygning kræver dedikerede dæk, der er mærket til elbilskørsel, siger Søren Bjørn.

– Dækmærkningen informerer køberen om dækkets præstationer i rullemodstand, støjniveau og bremseegenskaber. Når du køber nye dæk, skal du derfor være opmærksom på, at de har den rette mærkning i forhold til lastindeks og rækkevidde.

Anbefalingen fra Euromaster lyder ligeledes at de er vigtigt at forbrugeren tænker langsigtet, når der købes nye dæk.

– I virkeligheden kender du først prisen på et dæk, når det afmonteres. Jo flere kilometer dækket har kørt, jo billigere har dækket været på den lange bane, siger Torben Kolding fra Euromaster.

Du kan selv forebygge dækslid
Ved at have et korrekt dæktryk, kan du selv gøre en væsentlig forskel på dæksliddet. Dækket slides unødigt, hvis dæktrykket er for højt eller for lavt. Det anbefales at du tjekker dæktrykket mindst én gang månedligt – i vintermånederne gerne hver 3. uge.

Sådan passer du på din bil i vintermånederne

Dette skal du være opmærksom på i løbet af vintermånederne

Vinteren kan være hård ved din bil, og derfor kan det være en god idé at gå ekstra meget op i bilpleje i de kolde måneder. Vi har samlet de bedste tips til dig, så du nemt kan køre igennem vinteren.

Vinduesviskere

I løbet af vintersæsonen bliver viskerbladene udsat for kulde, snavs, is og sne på ruderne, der slider viskerbladene. Mængden af slitage afhænger af saltning og hvor mange gange vinduesviskerne har været frosset fast til vinduet. Sørg for at fjerne is fra gummiet på dine viskerblade, før du kører.

Vejsalt

Salt og sjap kan være hårdt mod din bils lak og rustbeskyttelse. Derfor kan du med god samvittighed vælge en vask med polering – samt jævnligt vaske din bil i vintermånederne, så din bil er bedre beskyttet mod rust og vejsalten bliver fjernet.

Batteri

Hvis du kører benzin- eller dieselbil, kan du forlænge dit bilbatteri ved at stille din bil i garagen, så den ikke udsættes for ekstrem kulde. Du kan også holde batteriet fri for snavs og skidt ved at tørre det af med en fugtig klud.

Sprinklervæske

Et godt udsyn er vigtigt for din egen og dine medtrafikanters sikkerhed, og sprinklervæske fjerner snavs og sjap fra ruderne. Der findes sprinklervæske, der er lavet til de lave temperaturer, så du er sikret et optimalt udsyn på selv de koldeste dage.

Som medlem af MasterClub får du en lang række faste rabatter og gratis kontroller, der kan få dig sikkert igennem de kolde måneder.

7 grunde til at servicere dit airconditionanlæg om vinteren:

  1. Et velserviceret anlæg trækker fugt ud af bilens kabine
  2. Et velserviceret anlæg er med til at afrime din bil i den kolde tid
  3. Et velserviceret anlæg afdugger hurtigere ruderne i bilen
  4. Anlægget taber ca. 10% af sit kølemiddel hvert år
  5. Kølemidlet smører systemet, kompresser og andre bevægelige dele
  6. Hvis anlægget løber tør for kølemiddel, risikerer du, at anlægget går i stykker
  7. Et airconditioneftersyn forbedrer bilens indeklima

Transportbranchen overser de lavt hængende frugter i klimaindsatsen

11.01.22 | I debatten om den grønne omstilling af transportbranchen fylder pris og teknologi meget. Det er ifølge Lars Skov-Andersen fra Euromaster naturligt. Men i kølvandet på en undersøgelse, der viser, at transportørerne savner tekniske her-og-nu muligheder for at begrænse klimaaftrykket, bør branchen fokusere mere på de tiltag, der allerede er klar i dag for at nedbringe CO2-udledningen fra driften. Han fremhæver bl.a. dækopskæring og regummierede dæk som løsninger, der både kan gøre en forskel på klima- og miljøaftrykket og samtidig giver besparelser på driften. 

Er det staten, virksomhederne selv eller forbrugerne, der skal betale regningen for den grønne omstilling? Og er teknologien inden for eksempelvis el-lastbiler og grønnere brændstof tilstrækkeligt langt fremme til, at branchens krav til kapacitet og rækkevidde bliver opfyldt? ​

Det er typisk de store spørgsmål, der rører sig i transportbranchen, som ifølge en international undersøgelse har et klart ønske om at bidrage til den grønne omstilling, men som savner konkrete muligheder på bordet*. Og det billede overrasker Lars Skov-Andersen, der er Business Line Manager for truck-segmentet hos Euromaster i Danmark ​

‒ Udfordringen er, at for mange føler sig begrænsede af de teknologiske muligheder. Og fordi der inden for logistik og transport kan være lave fortjenester, føler de samtidig ikke, at de har pengene til de meromkostninger, som den grønne omstilling koster. Men el-lastbiler og mere bæredygtige energiformer, er ikke de eneste tiltag, man kan gøre i branchen, fastslår han og tilføjer: ​

‒ Der eksisterer allerede en lang række velkendte teknologier, som kan hjælpe transportbranchens aktører med at reducere deres klimaaftryk og som også i fremtiden vil være vigtige – uanset om du en gang kører i en el- eller brintlastbil. Et godt eksempel er, hvordan dækopskæring og regummiering både kan give en driftsmæssig besparelse og nedbringe transportørernes klimaaftryk allerede i dag – uden at gå på kompromis med kvalitet, sikkerhed eller deres konkurrenceevne. ​

GENBRUG DÆKKENE OG FORLÆNG LEVETIDEN 

Med regummiering genbruger man karkassen, når lastbildækket er ved at være slidt i bund. Det sker ved, at resten af det gamle mønster raspes bort, hvor eventuelle skader fra rust og sten bliver udbedret, inden der bliver lagt et tyndt lag bindegummi og en ny slidbane på karkassen. Herefter bliver dækket vulkaniseret hos eksempelvis den danske virksomhed Vulkan i Randers, hvor man er eksperter i at genskabe dækkets egenskaber og forlænge levetiden for lastbilers dæk. ​

‒ Med regummiering af dæk opnår man en besparelse på cirka 50 kilo nyt råmateriale per dæk, hvilket i gennemsnit reducerer CO2-udledningen med 180 kg. CO2 pr. dæk i forhold til at udskifte dem med nye. Samtidig findes der regummierede dæk i forskellige prisklasser, hvor de bedste udgør 60 % af prisen på et premium dæk, og hvor de billigste er nogenlunde på niveau med budgetdæk, forklarer Henrik Nielsen, administrerende direktør i Vulkan. ​

Tilsvarende muligheder er der ifølge Lars Skov-Andersen også med dækopskæring. Med en opskæring genopfrisker man mønstret på dækkene og gør mønsterdybden 3 mm. dybere, når dækket er ved at være slidt i bund. Det giver 25 % flere kilometer pr. dæk, hvilket forlænger lastbilsdækkenes levetid til gavn for både økonomien og klimaet, fordi ressourcerne bliver udnyttet bedre. ​

‒ Både regummiering og dækopskæring viser, at vi allerede har nogle gode muligheder i branchen for at sætte ind over for transportvirksomhedernes klimaaftryk. Og jeg synes, at det er en skam, hvis virksomhederne ikke kender til disse muligheder. Det er jo oplagt at sætte ind for at plukke de lavthængende frugter, mens vi venter på teknologiske gennembrud på de andre områder, fortæller Lars Skov-Andersen.

For yderligere information kan du kontakte Business Line Manager i Euromaster, Lars Skov-Andersen på 6163 0914 

* KILDE: Simon-Kucher & Partners, “Green Logistics on the Rise”. Se mere her.

Elbilister slider deres dæk hurtigere

I takt med at antallet af elbiler er steget markant de seneste år, har landets værksteder efterhånden fået erfaring med elbilernes særlige egenskaber. Også hos dæk- og autoservicekæden Euromaster, hvor en rundspørge hos centerledere i hele landet viser, at elbilsejere bør regne med et øget budget til dækkene. En af forklaringerne er, at elbilers større vægt og acceleration indbyder til en friskere kørsel, der kan æde dækkene hurtigere, end mange er vant til.

20.04.22 | For mange bilister, der tager springet fra diesel- eller benzinbilen til livet bag rattet i en lydløs og lynhurtig elbil, er netop stilheden og accelerationen to håndgribelige forskelle i hverdagen. Men der er også mindre tydelige forskelle, der først viser sig efter et stykke tid, men som kan påvirke bilbudgettet overraskende meget.

Det viser en rundspørge blandt centerledere hos Euromaster, der har 37 værksteder i Danmark. Her viser der sig en klar tendens i centrenes hidtidige erfaringer med elbiler. Nemlig, at elbiler ofte bliver kørt på en måde, der slider dækkene hurtigere. Det fortæller Michael Guldbæk Larsen, der til dagligt arbejder som centerleder hos Euromaster i Aalborg.

– Selv en familievenlig elbil er en tung bil i sammenligning med f.eks. en benzinbil. Samtidig er hovedparten af alle elbiler markant hurtigere end den bil, som de fleste kommer fra. Og de to ting til sammen kan have stor betydning for, hvor hurtigt man risikerer at skulle udskifte sine dæk, siger han og tilføjer:

– Mit gæt er, at mange ikke rigtig tænker over, at de kører mere friskt til i deres nye el-bil, både når de sætter i gang og i sving. Men den høje vægt og forholdsvis heftige acceleration slider bare dækkene mere, og det er folk nok ikke helt klar over. Derfor har vi også nærmest dagligt kunder, der bliver overrasket, når vi fortæller dem, at deres dæk allerede skal udskiftes, selvom de måske kun har kørt 18-20.000 km.

De mest slidstærke sommerdæk på markedet klarer i dag op mod 40-45.000 kilometer, inden de er slidt ned til lovens mindstegrænse på 2 mm. Derfor kan en markant hurtigere nedslidning af dækkene ifølge Michael Guldbæk Larsen sagtens koste nyslåede elbilister flere tusind kroner ekstra om året.

GÅR OGSÅ UD OVER RÆKKEVIDDEN 

Erfaringerne fra Euromasters centre peger også på en anden fordyrende tendens for elbilsejere. Ud over at den friskere kørsel giver et øget slid af dækkene, ser man nemlig også, at elbiler tit kommer ind med dæk, der er ude af sporing.

– Det kan faktisk være med til, at dækslidet bliver endnu større og måske mere ujævnt. Og det betyder samtidig også, at rullemodstanden bliver større og elbilens rækkevidde bliver kortere, fordi der skal bruges mere energi på at drive bilen fremad. Alle tingene hænger sammen i en ond spiral, hvor problemerne forstærker hinanden. Derfor er det vigtigt, at man som, også som elbilist, er opmærksom på sin kørsel og dækkenes tilstand, påpeger Michael Guldbæk Larsen.

Lidt teknisk forklaret dækker manglende sporing over, at hjulenes vinkel i forhold til vejen er kommet ud af takt med den optimale indstilling fra fabrikken. Det kan ske ved f.eks. nærkontakt med en kantsten eller et større hul i vejen eller fordi dele i affjedringen er slidt og skal udskiftes.